Giftig næring – god idé

Nye og innovative produkter, der kan fremme vækst og slå ihjel på én gang, gør livet meget lettere.

Kunstgødning og plantegift i ét og samme produkt. RoundUp møder Substral, og temperaturen stiger et par grader, så vi kan få børnebørn med endnu flere og skæggere diagnoser end vores egne curlingsten.

Formodentlig er der tale om en fortsættelse af trenden fra fødevareindustrien, der introducerede “functional food” for mange år siden, så man for eksempel kan tilsætte vitaminer og mineraler til vingummi eller paracetamol til danskvand (sidstnævnte ville være genialt, så man ikke selv behøver opløse sine Treo). Value-ad hed den slags på moderne nudansk tilbage i nullerne, og det er det nye sort.

Det militærindustrielle kompleks kunne også komme ind i kampen(!) og for eksempel introducere en automatriffel med indbygget førstehjælpskasse og bluetooth-højtaler. Bryggerierne burde også tage sig sammen og produktudvikle lidt, så man i fremtiden kan få Viagra sammen med sin IPA. Og mens vi er ved det, så ville det være helt oplagt at tilsætte fortrydelsespiller til cacaomælk eller appelsinjuice, så man kan skylle nattens udskejelser ned og ud  i samme håndevending.

Tak til Jem & Fix i Brøndby for inspirationen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *